N-Gamez » Anmeldelser » Wii » Muramasa: The Demon Blade

Muramasa: The Demon Blade

Spilinfo

Spil:
Muramasa: The Demon Blade
Konsol:
Wii
Genre:
Action
Udvikler:
Vanilla Ware
Udgiver:
Rising Star Games
Skrevet af:
Mark Elsberg

Karakterer:

Grafik:

Lyd:

Gameplay:

Innovation:

Overall:

Muramasa: The Demon Blade er både storslået og forkvaklet. Som et tveægget sværd viser det sig fra to sider. Det ene øjeblik kan det være umådeligt betagende for det næste at være dødhamrende frustrerende. Selvom Muramasa mest af alt virker som en rutsjebaneoplevelse med både oppe- og nedture, hersker der dog aldrig tvivl om Vanillawares passion for et projekt, der emmer af kreativitet.

The Demon Blade fortæller to sideløbende historier, henholdsvis om den udstødte kriger Kisuke, der er på jagt efter det legendariske sværd Oborumuramasa, og om Shogun-prinsessen Momohime, hvis krop er blevet vært for en ondsindet dæmon med samme mål som Kisuke.

De to figurer udgør hovedpersonerne i hver deres godt ti timer lange eventyr, der strækker sig på tværs af det japanske rige. Undervejs møder de hinanden, og jo tættere spillet kommer på sin afslutning fornemmer de, at deres skæbner er sammenbundne. Vanillawares historiefortælling er nok simpel, og man føler på intet tidspunkt med de to protagonister, men det kulørte univers, de skæve figurer, og den japanske kultur og mytologi i al almindelighed, sikrer, at Muramasa forundrer fra start til slut.

Gudesmukt er et tillægsord sjældent brugt i samspil med Wii-software, men Muramasa formår at hive tæppet væk under selv den største skeptiker. Vanillawares fortolkning af den japanske Genkoru-æra er traditionsrig, som den er moderne, kulørt, som den er skræmmende og humoristisk, som den er seriøs.

Spillet går slet og ret til kamp mod den stadigt stigende fokus på 3D-animation, dette ved at sætte nye standarder for sprite-baseret 2D-animation. Der findes kort sagt ikke roser store nok til Vanillawares artistiske afdeling.

Selv på trods af, Muramasa foregår i et hektisk tempo, stopper man konstant op for at betage de detaljerede mangelags-baggrunde, der giver ordet Parallax Scrolling en helt ny betydning. Animationerne er silkebløde og udtryksfulde og sender et klart signal om, at 2D lever i bedste velgående og byder på oplevelser, som endnu ikke kan lade sig gøre med et sæt polygoner, hvis nogensinde.

Hvor det er nemt at falde i staver over Vanillawares visuelle mesterværk, kan det ligeledes undre, at spildesignet er holdt så simpelt. Muramasa har efter fem minutter lært spilleren alt, hver der er at komme efter, hvorfor de resterende 19 timer og 55 minutter bruges på gentagende manér. Scene for scene hugger man sig igennem en horde af ninjaer, mytologiske bæster og grumme dæmoner, og efter et antal af disse venter en lidt større boss, der står klar til at blive delt i to.

Muramasa er med andre ord en hack-and-slash-oplevelse af den gamle skole, hvor figurerne er begrænset til relativt få bevægelser, der gentages igen og igen. Kampstilen er simpel, og selvom man løbende opgraderer med nye våben og udstyr, der mikser tingene bare en smule op, stiller Vanillaware stor tillid til deres grundsystem. Nok er kampsystemet hurtigt, responsivt og tilfredsstillende, dette særligt takket det visuelle orgie af effekter, men man kunne have ønsket bare en smule mere at tage sig til. Ingen delmissioner, hemmelige skatte eller andet at finde - kun en vej frem og en masse fjender, som belejligt står i vejen.

Muramasa: The Demon Blade er simpelt, men betagende. Vanillawares visuelle talenter bærer akkurat vægten af det lunkne spildesign, der ikke byder på megen variation. Kampsystemet er i sig selv dragende, og det bliver aldrig for alvor kedeligt at skære alskens afskum i småstykker, men en pause i ny og næ havde været tiltrængt i spillets ellers hektiske natur. Den legendariske sværdsmed, hvorefter spillet har hentet sit navn, kan med rette være stolt over det håndværk, der ligger til grunde for den Wii-eksklusive titel, men en ekstra gennemgang i sømmene ville have været på sin plads.

MINI